27/12/2010: | 2010 blev endnu et indbringende år for DOFbasen hvad angår antallet af indtastninger. Men antallet er dog stagneret i forhold til året før for første gang i basens historie. På nuværende tidspunkt er der således indtastet lidt over 1.100.000 observationer imod sidste års 1.184.000 observationer. I disse tal er dog ikke medregnet indtastninger af ynglepar. Året bød på en ny indtastningsformular, som er blevet godt modtaget, og som introducerede flere nye tiltag. F.eks. muligheden for at uploade billeder til en observation, som kræves dokumenteret for at kunne godkendes. Og mulighed for at tilføje forstyrrelser til turens data. Formularen bliver da også brugt af et større og stigende publikum. Vi siger tak til alle som har anvendt DOFbasen på den ene eller anden måde, hvadend man er indtaster eller har udsøgt og anvendt data. Det store datamateriale kan anvendes til dokumentation af flere forskellige tendenser, og vi er glade for at se at det efterhånden sker i flere og flere tilfælde. Vi ønsker alle en god efter-jul samt et rigtig godt nytår! Og husk nu at komme ud og hjælpe med optællingen af Hætte- og Stormmåger i disse så iskolde vinterdage. |