Kilde
Følgende tekst er taget fra DATSY's midtvejsrapport trykt i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 2004 nr. 2, hvor de eksakte referencer kan ses.

Midtvejsstatus 1998-2003
Af Jørgen Jensen
Der er ikke registreret sikre vidnesbyrd om ynglende Sorte Storke i Danmark i undersøgelsesperioden. For så sjælden en ynglefugls vedkommende må der kræves relativt håndfaste beviser på yngel før oplysninger om yngleforekomst kan anerkendes. Der foreligger imidlertid ingen meddelelser om hverken redefund, registreringer af territorieflyvning eller redebygning, der kunne indicere yngleforsøg i Danmark.

Derimod er der i en række tilfælde observeret periodevis stedfaste, adulte fugle. Sådanne observationer kan tolkes som mulige yngleforsøg, men kan også dreje sig om trækfugle eller omstrejfende individer fra sydligere bestande, der oversomrer. Navnlig fra 2000 foreligger der eksempler på sådanne observationer. Det gælder eksempelvis på Sydfyn, hvor to adulte fugle sås 26. marts 2000 ved Dyreborg, hvorefter enkeltfugle lejlighedsvis blev observeret sommeren over ved de store søer. I Vejle Ådal blev der ligeledes observeret Sorte Storke forår og sommer 2000. Fra 1999 foreligger der en interessant iagttagelse af en adult Sort Stork sammen med en 1K fugl ved Lindenborg i Nordjylland. I Sydøstjylland blev der registreret to adulte storke fra starten af juni til medio august 2001. I ingen af tilfældene er der dog som nævnt lokaliseret reder.

I projektperioden er der indløbet flere rygter om ynglefund af Sort Stork både i Midtjylland og på Sjælland, men disse er ikke verificeret. Indtil der foreligger førstehåndsiagttagelser af redefund, betragtes disse rygter som forhastede konklusioner på tilfældige registreringer. Det kan dog ikke helt udelukkes, at relevante oplysninger tilbageholdes pga. frygt for forstyrrelse fra nysgerrige ornitologer, fotografer eller ægsamlere. DATSY modtager naturligvis meget gerne oplysninger om yngleforekomst af Sort Stork, der vil blive behandlet med fortrolighed. Også ældre oplysninger har interesse.

Den Sorte Stork er uhyre vanskelig at registrere i yngletiden. Den er følsom over for forstyrrelse og skræmmes let væk fra territoriet. Som observatør bør man derfor være meget forsigtig, når man leder efter ynglende fugle og deres reder.

I Sverige har den Sorte Stork ynglet med mindst ét par de senere år. I Mecklenburg-Vorpommeren er bestanden steget fra 10 par i 2000 til 16 i 2003 (C. Rohde, pers. medd.). Til gengæld er der sket en markant tilbagegang i Letland. Her har kraftig skovning uden hensyn til fuglene på få år reduceret bestanden fra 1200 til 750 par (M. Strazds, pers. medd.). I Slesvig-Holsten er bestanden faldet lidt fra 10 par i 2000 til 7 i 2003 (G. Janssen, pers. medd.). Den europæiske bestand er dog som helhed stigende, særligt i Tyskland og Spanien.

I 1980’erne var der tegn på, at den Sorte Stork var under genindvandring i Danmark, og der foreligger mindst et bekræftet redefund fra det sydlige Jylland. Resultaterne af DATSY’s overvågning de seneste seks år viser imidlertid en stagnerende tendens med færre observationer i sommerhalvåret. At den begyndende indvandring er gået i stå, hænger formentlig sammen med den vigende tendens i Slesvig-Holsten. Selvom bestanden af Sort Stork i det centrale Tyskland har været i langsigtet vækst, går ekspansionen i den nordlige del af udbredelsesområdet meget langsomt. En fornyet positiv udvikling her i landet må antagelig afvente en stigning i den slesvig-holstenske bestand. Den positive udvikling i Mecklenburg-Vorpommeren giver håb om, at en dansk genindvandring er i vente. Set i lyset af udviklingen det senest årti vil en ekspansion måske indledes på Øerne, hvor især Lolland-Falster kunne tænkes at frembyde passende ynglelokaliteter.