Kilde
Følgende tekst er taget fra DATSY's midtvejsrapport trykt i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 2004 nr. 2, hvor de eksakte referencer kan ses.

Midtvejsstatus 1998-2003
Af Knud Pedersen
Et sikkert billede af Markpiberens ynglebestand i Danmark i 2003 er det ikke muligt at give ud fra den indrapportering som har fundet sted. Den geografiske udbredelse er dog uændret, da arten stadig kun forekommer som ynglefugl på to indbyrdes isolerede lokaliteter – Skagen Odde og Anholt.

Fra Skagen Odde er der meldt om et sikkert ynglepar ved Spirbakke Mile tæt ved Skagerrakskysten sydvest for Skagen Klitplantage. Her blev der 7. juli set en fugl i sangflugt samt endnu en fugl med føde i næbbet. Erfaringsmæssigt indicerer dette et sikkert ynglepar. Desuden er der ved flere lejligheder i maj og primo juni observeret en territoriehævdende fugl i Sandmilen, og 6. juni blev der set to fugle her. Ved flere besøg på lokaliteten i juni-juli fandtes ingen Markpiber her, og formodentlig har yngleforsøget ikke været en succes. Sandmilen har ellers været en sikker ynglelokalitet for 1-2 par Markpiber til og med 2002. Mere tilfældigt blev en syngende Markpiber observeret på Grenen om morgenen 21. juni, og den blev da heller ikke set igen. Der er ikke nogen meldinger om Markpiber fra Råbjerg Mile i denne ynglesæson.

Planer om en grundig inventering af Markpiber på Anholt i juni-juli måtte desværre aflyses på grund af sygdom. Dette betyder, at den eneste positive melding fra dette, efterhånden vigtigste, yngleområde i Danmark (9-11 par i 2002) blev to rastende fugle ved flyvepladsen 12. maj.

Herudover er der fra Læsø oplysninger om en fouragerende fugl ved Storedal 28. juli, men dette fund tyder mere på en omstrejfende fugl end på en ynglefugl. For ynglesæsonen 2003 må vi desværre konstatere, at registreringsarbejdet har været for utilstrækkeligt til at kunne give et kvalificeret bud på den samlede ynglebestands størrelse. De meget få observationer af arten i det hele taget tyder dog på, at den negative bestandsudvikling er fortsat og at landsbestanden nu næppe tæller mere end ti par.

Overvågningen i undersøgelsesperioden 1998-2003 bærer præg af en meget svingende indsats mht. optællingerne af de isolerede ynglebestande. Det er derfor svært at give et præcist og kontinuert billede af bestandsudviklingen (tabel 22).

I 1998-99 skønnedes landsbestanden at tælle 18-24 par fordelt på Skagen Odde (8-10 par), nordkysten af Læsø (3-4 par) og Anholt (7-10 par). Fra og med år 2000 var der ingen fund fra yngletiden på Læsø, og i 2001 faldt bestanden på Skagen Odde til syv par og på Anholt til 3-4 par. I 2002 lykkedes det at få foretaget mere grundige optællinger på Anholt, og bestanden her vurderes dette år til hele 9-11 par. Situationen på Skagen Odde var dog stadig negativ med blot fire sandsynlige ynglepar. Landets samlede bestand blev vurderet til 13-15 par i 2002. På Skagen Odde fortsatte nedgangen i 2003 med nu blot ét sikkert ynglepar, ét yngleforsøg og en kortvarigt territoriehævdende han. Selvom der mangler egentlige optællinger fra Anholt i 2003, synes tendensen for bestanden på landsplan fortsat at være nedadgående, og sker der ikke en dramatisk, positiv ændring i bestandsudviklingen, må det frygtes, at Markpiberen vil være forsvundet som dansk ynglefugl inden for de næste ti år. Dog vil Anholts lille bestand, som ikke har udvist tilbagegang siden 1998, eventuelt kunne opretholde sig.

Markpiber registreres lettest ved at eftersøge syngende hanner i egnede ynglehabitater i perioden maj – juli. Selvom de territoriehævdende hanner foretager en iøjnefaldende sangflugt, kan det være en tidskrævende opgave at inventere arten tilfredsstillende, da veletablerede ynglepar kan optræde meget diskret i yngleområdet. Sangintensiteten kan periodevis være overraskende lav, og det gør det umiddelbart svært at finde fuglene. Det virker som om de mest aktivt syngende hanner er uparrede som ivrigt forsøger at tiltrække en hun.

De få tilbageværende ynglelokaliteter ligger i store, isolerede klitområder og besøges ret sjældent af ornitologer. Det betyder, at der er en vis sandsynlighed for at nogle ynglepar ikke bliver registreret medmindre der foretages en række målrettede besøg spredt over hele ynglesæsonen. Det har været meget vanskeligt at opfylde dette krav tilfredsstillende i DATSY-projektet. Alligevel virker det usandsynligt, at et større antal ynglepar skulle være overset. En grundig undersøgelse af artens ynglebiologi kunne give os større viden om ynglesucces, andelen af uparrede, territoriehævdende hanner, biotopkrav m.m. i de enkelte yngleområder.

Markpiberen er som ynglefugl i Danmark nøje knyttet til åbne klitområder med lav vegetation og nøgne sandede partier. Sker der en tilgroning af klitområderne så de ændrer udseende fra hvid klit til grå klit eller grønsværklit, bliver områderne uegnede som habitat for Markpiber. Det virker påfaldende, at de tilbageværende ynglepladser på Skagen Odde og Anholt hører til de mindst påvirkede klitområder i Danmark, når det gælder kvælstofnedfald fra luften og dermed gødskning og efterfølgende tilgroning.

Artens tilbagegang i Danmark og hele Vesteuropa i den sidste halvdel af 1900–tallet kan skyldes en væsentlig forringelse af artens foretrukne biotop – tørt og åbent landskab med sparsom vegetation. Denne naturtype er blevet voldsomt indskrænket i de vestlige og centrale dele af Europa. Med denne udvikling vil mulighederne for at få et tilskud af nye fugle fra Syd– og Østeuropa til en isoleret randpopulation som den danske være begrænsede. Artens fremtid i Danmark er derfor meget usikker. Måske kan en gunstig naturpleje, som forhindrer tilgroning af klitområderne på de tilbageværende ynglepladser, alligevel give Markpiberen en fremtid som dansk ynglefugl.

Øget forstyrrelse fra turister i vores klitområder er nævnt som en mulig trussel mod Markpiber, men da arten er forsvundet fra flere lokaliteter, uden at man har kunnet påpege øget færdsel her, er dette næppe en væsentlig årsag til artens tilbagegang. Arten virker da også tillidsfuld og tolerant over for mennesker som færdes i yngleområderne. Gennem mange år fandtes således flere ynglepar i et klitområde med ret tæt sommerhusbebyggelse ved Gl. Skagen.