Perleugle (Aegolius funereus)
Midtvejsstatus 1998-2003
Af Hanne Tøttrup og redaktionen
I 2003 blev den eneste observation i et potentielt yngleområde gjort 15. marts, hvor en Perleugle blev set og hørt i Klemensker Plantage på Bornholm, og status for 2003 må følgelig være ét muligt ynglepar.
Bornholm huser den meget begrænsede danske perleuglebestand. Arten har sandsynligvis tidligere været begunstiget af den store forekomst af Sortspætte på Bornholm, idet arten kan yngle i sortspættehullerne. I DATSY’s projektperiode er antallet af ynglepar vurderet til 0-4 mulige par årligt. Til trods for, at de bornholmske ornitologer tilbringer mange timer i felten i det tidlige forår med at lytte efter Perleugle, har dette givet meget pauvre resultater i de senere år. Enkelte ynglepar kan meget let have været overset, idet registrering kræver en målrettet indsats. Til trods herfor er det næppe sandsynligt at tro at Perleugle yngler årligt i Danmark. Det sidste sikre ynglefund stammer fra 1987 (Tøttrup 2001), og meget tyder på, at der ikke længere findes en ynglebestand af Perleugle i Danmark.
For at hjælpe Perleuglen er der sat kasser op til den i en række skove og plantager på Bornholm og i Storstrøms Amt. Dette skulle desuden gøre det lettere at registrere uglerne. Perleuglens bornholmske bestand er kun en randpopulation, og det er derfor meget forventeligt, at arten kun konstateres sporadisk som ynglefugl.
Kilde
Ovenstående tekst er taget fra DATSY's midtvejsrapport trykt i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 2004 nr. 2, hvor de eksakte referencer kan ses.