Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Perleugle (Aegolius funereus)

Perleuglestatus 2007
I 2007 blev der sensationelt gjort et sikkert ynglefund af perleugle i Midtjylland. Derudover er der fra yngletiden meldt om syngende individer på 3 andre jyske lokaliteter, 3 syngende på Bornholm og 1 på Amager. Dette vurderes at dække over 1 sikkert og 1 muligt ynglepar i Jylland, 1 sandsynligt og 2 mulige ynglepar på Bornholm samt 1 muliglt på Amager og dermed en landsopgørelse på 2-6 par. Uden for yngletiden er der registreret 2 syngende fugle i Jylland i efteråret, 1 fugl på Sjælland, 1 trækfugl i Skagen samt 1 individ på Bornholm.
I en midtjysk plantage blev der 13-14/4 opdaget et ynglende perleuglepar i et sortspættehul i en ædelgran. Den 17/6 blev der set en stor unge i redehullet og den 19/6 og 21/6 hele 3 unger. 26/6 var hullet tomt, og forældrene og ungerne sås fra den 29/6 først tæt på redestedet og derefter længere væk. Sidste observation gjordes den 4/7, da hannen hørtes ca. 750 meter fra redetræet. Der er tidligere kun gjort ét ynglefund af perleugle i Danmark uden for Bornholm, da en ungfugl bled fundet død den 18/7 1968 nordøst for Blokhus i Nordjylland. Vinteren inden var der en stor perleugleinvasion i Danmark, og ungen formodes at stamme fra et lokalt ynglepar (Jørgen Terp Laursen 2006).
Øst for Silkeborg hørtes en perleugle tre aftener i træk i marts måned samt en enkelt gang på en senere dato, og på Viborgkanten hørtes 1 perleugle synge en lang sangserie den 2/6. I Lille Vildmose-området blev 1 perleugle hørt tre gange midt på formiddagen den 5/5. Der er desuden indkommet oplysninger om, at der her blev hørt perleugle i juni 2005.
På Bornholm blev der lyttet efter perleugle i årets tre første måneder med negativt resultat. Især blev Paradisbakkerne gået igennem, da der blev fundet 4 syngende hanner her i 2006. Først den 29/3 hørtes 2 hanner i Pedersker Plantage syd for Ølene, og dagen efter hørtes 3 hanner samme sted. Den ene af disse hanner sang vedholdende fra 29/3-2/4 og derefter kun enkelte gange senere i april, hvilket vurderes som et sandsynligt ynglepar. Den anden sang mere eller mindre kontinuerligt i perioden 29/3-4/5, og den sidste hørtes 3 gange fra 30/3-2/4.
På Amager blev 1 perleugle hørt synge sporadisk fra den 2-6/4 i Pinseskoven, og den 14/5 blev en fugl fundet trafikdræbt ved Knurrenborg Vang nordøst for Hillerød.
Fra efteråret foreligger der en række observationer. Der blev hørt enlige fugle i Hvalskov Plantage på Midtdjursland den 29/9, i Lille Vildmose-området den 15/10 (på et andet sted end i maj måned) og i Nøkkentved sydvest for Holbæk den 25/10. Det er ikke ukendt, at perleuglen kan have en ny sangperiode i september og oktober i forbindelse med fjerskifte. En træt trækfugl blev iagttaget af en stor skare ornitologer i Ellekrattet i Skagen den 19/10, og en perleugle blev set siddende på vejen i Almindingen om eftermiddagen den 15/11.
I Schleswig-Holstein er perleuglebestanden for opadgående (Hans Dieter Martens, pers. meddelt). I 2006 var antallet af ynglepar 8, og dette tal er i 2007 steget markant til 15 ynglepar, hvoraf de 11 havde ynglesucces. Gnaverbestanden har været høj i Schleswig-Holstein i 2007, hvilket ligger til grund for den gode perleuglesæson. Et kuld var så stort som på 8 unger, og det sidste kuld fløj ud så sent som primo august.
Eftersom der ikke har været nogen invsioen af perleugle i vinteren 2006/07 fra Skandinavien, er det ikke utænkeligt, at ynglefundet i Midtjylland samt de øvrige mange observationer af perleugler skal ses i sammenhæng med ekspansionen i Schleswig-Holstein. Bl.a. er 2 syngende hanner hørt umiddelbart syd for den dansk/tyske grænse (Hans Dieter Martens, pers. meddelt). Fremtidige ringmærkningsfund samt ringmærkning af hunner og unger i Danmark kan forhåbentlig være med til at kortlægge sammenhængen mellem bestanden i Schleswig-Holstein og i Jylland.
Skov- og Naturstyrelsen i Feldborg opsætter i efteråret i samarbejde med DOF 15 perleuglekasser efter en model, som man med stor succes benytter i Schleswig-Holstein. På Skivekanten er der på privat initiativ blevet opsat 5 kasser af samme type, og på Bornholm vil der ligeledes blive opsat 11 kasser af modellen fra Schleswig-Holstein.

Perleuglestatus for 2006
2006 blev et af de rigtig gode år for Perleuglen med 5 syngende fugle på Bornholm og 1 syngende i Tved Plantage i Thy, der vurderes at dække over 3 sandsynlige og 2 mulige ynglepar.

På Bornholm blev der fra midten af januar lyttet efter arten og 12/2 blev 1 hørt synge i den centrale del af Paradisbakkerne. 26/2 blev 2 hørt i Paradisbakkernes østlige del og 23/3 blev 4 forskellige fugle hørt, 2 i den vestlige del og 2 i den østlige del. 12/2-24/3 var lytteaktiviteten høj på lokaliteten, og ud fra observationerne viser det sig, at tre af de fire hørte Perleugler har haft faste territorier gennem denne periode uden at synge kontinuerligt. Dette kan være et tegn på, at de har fundet en mage, og de vurderes derfor som sandsynlige yngleterritorier. Først 9/7 blev der atter registreret Perleugle i Paradisbakkerne, hvor 1 adult kaldte i den centrale del. Caretakergruppen i Paradisbakkerne har nøje gennemsøgt et af de områder, hvorfra en af Perleuglerne sang, for hultræer. Det lykkedes, men ingen af hullerne var tilsyneladende beboede af Perleugler.

I Rø Plantage blev en fugl hørt 7/3 og igen 8/3 og 14/3 i området ved Sdr. Borgedalssø.

14-19/3 belv der i Tved Plantage i Thy hørt 1 syngende Perleugle. Fuglen sang ivrigt og vedholdende, hvilket indikerer, at der er tale om en enlig han, som formodes at være en ikke-ynglende strejffugl.

De 10 opsatte perleuglekasser på Bornholm, der er jævnt fordelt over hele øen, er blevet efterset. I 8 kasser var der redemateriale - mest mos - og i 3 af disse kasser var der golde mejseæg. 1 kasse var fyldt med bitavler og 1 var helt tom.

På Ottenby Fuglestation på Øland blev der i perioden 22/9-17/11 2005 ringmærket 8 Perleugler, og yderligere 3 er i efteråret 2005 registreret i den sydlige del af Skåne. Nogle af disse fugle kan måske senere være trukket til Bornholm. Til sammenligning blev der i efteråret 2004 kun ringmærket 1 Perleugle på Ottenby Fuglestation. 15/10 2006 blev en Perleugle ringmærket på Gedser Odde.

I Schleswig-Holstein er Perleuglen endnu ikke fundet ynglende nord for Kielerkananlen, men i 2006 er 1 hørt syngende lige nord for Rendsburg og 1 hørt syngende i Süderlügum lige syd for den danske grænse. Måske varer det ikke længe, før der kan findes ynglende Perleugle i sortspættehullerne i Sønderjylland.


© Helge Sørensen

Fakta
Vingefang: 52-58 cm.
Længde: 25 cm.
Vægt: 90-120 g.
Vægt (hun): 120-210 g.
Kuldstørrelse: 3-7 æg
Antal kuld: 1-2
Rugetid: 25-32 dage
Ungetid: 28-36 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2022: 0-15
Udvikling 1990-2000: Fremgang
Ændring: 10-100 %

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: CR
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: -
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 17
Sidste måned: 116

Forrige artLink til denne sideNæste art