Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Borris Hede


Området ved Langdam som er særdeles medtaget som nedslagsområde

Sidste nyt
19-03-2012: KONGEØRN OG HAVØRN PÅ BORRIS HEDE

2012 er åbnet på Borris Hede med fint mange rovfugle – 9 arter er det blevet til i de først 2½ måned. Såvel Kongeørn som Havørn er blandt arterne. En Kongeørn blev set d. 1. og 2. januar, mens Havørn er set flere gange i februar. Havørnen har tilsyneladende forladt de sidste to års yngleplads ved Skjern Enge, og der var forhåbninger om, at de var flyttet til Borris Hede. Der er imidlertid ikke registreret Havørn siden 19. februar, og det er ikke blevet påvist, at de er begyndt at yngle i området. D. 7. januar blev set op til 8 Blå Kærhøg og d. 11. marts 3 Fjeldvåger set samtidig.
Der er i 2012 også registreret en ny art for området – nemlig Skovspurv, hvor der blev set 22 d. 9. marts. Arten har sikkert tidligere været i området, men det er første gang den er registreret i DOF-Basen.


30-05-2011: MANGE VENDEHALSE I REDEKASSERNE PÅ BORRIS HEDE

Vi har nu været på besøg hos alle redekasserne på Borris Hede, og der tegner sig et positivt billede af antal Vendehalse. Der er på nuværende tidspunkt 10 kuld Vendehalse i redekasserne - heraf er et kuld måske opgivet, men det vil en senere kontrol vise.
Søndag d. 22. maj blev endvidere set 2 Pomeransfugle raste på heden, ligesom en Hjejle blev observeret. Hjejlen anses indtil videre som en trækfugl og ikke en ynglefugl. Den Rødryggede Tornskade er også ankommet til Borris - og er indtil nu i år set på omkring 10 territorier. Derimod er Stor Tornskade helt forsvundet. For få år siden havde vi konstant 6-10 par, men i år er der ikke observeret en eneste fugl i yngletiden.


03-01-2011: TO NYE ARTER PÅ BORRIS HEDE.

Kun 2 dage inde i 2011 er der allerede fundet 2 nye arter for Borris hede. Ole Amstrup noterede både Tyrkerdue og Kvækerfinke fra området på en tur d. 2/1. Arterne har sikkert tidligere været i området, men det er de første registreringer i DOF-Basen. Der er nu i DOF-Basen registreret 172 arter fra Borris Hede.


15-09-2010: 7 PAR VENDEHALS I REDEKASSER PÅ BORRIS HEDE I 2010

Siden 1974 har der hængt et stort antal redekasser på Borris Hede. Kasse-projektet blev startet af nu afdøde Hedegaard Kristensen fra Skjern for at forsøge, at hjælpe bestanden af Vendehals. De senere år har en lokal gruppe DOF’ere kontrolleret kasserne og hvert år registreret indholdet.
I 2010 har der været 154 aktive kasser, og der er i alt aflagt 320 besøg ved disse kasser. Vendehalsen har haft en rimelig ynglesucces i 2010 med 7 par i kasserne. Disse 7 par fik i alt 53 unger på vingerne, og alle unger er blevet ringmærket.
Ellers er det som sædvanlig, Musvit der dominerer, og arten har i år fået mindst 87 kuld, Blåmejse har fået 15 kuld i kasserne og Spætmejse 2 kuld. 15 kuld har ikke kunnet identificeres ved besøg og registreres som Mejse sp. Sortmejse, Sumpmejse og Topmejse er ikke registreret i kasserne i 2010. Antallet af tomme kasser har været gennemsnitlig med ca. 16 %.


02-09-2010: FUGLETÆLLINGER I 2010 GAV 15-20 PAR NATRAVNE - NY YNGLEART FOR OMRÅDET
I 2010 er der for Forsvaret lavet tællinger af fuglene på Borris Hede. Der var mange interessante observationer, og mulighed for besøg i området i døgnets mørke timer, gav Natravn som ny art for Borris Hede. Arten vurderes til 15 – 20 ynglepar og er aldrig tidligere registreret i området. Dette sammen med fund af 16 par på Karup Flyveplads, som heller ikke har været registreret før, øger den vurderede landsbestand for Natravn med ca. 5 %.
Andre udvalgte resultater af tællingerne: Hedehøg 1 muligt ynglepar, Vagtel 5-7 par, Dobbeltbekkasin 20-30 par, Storspove: 8-10 par, Vendehals 8-10 par, Hedelærke 6-9 par, Fyrremejse min. 1 par, Rødrygget Tornskade ca. 25 par, Stor Tornskade 0-1 par.
Der er også i 2010 talt fugle på Karup Flyveplads og den samlede rapport kan ses på DOF-Vestjyllands hjemmeside via link under fanen Links nederst til venstre på denne side.




12-08-2010: YNGLER HEDEHØGEN PÅ BORRIS HEDE?

Yngletiden er ovre, og vi har opgjort bestanden af udvalgte arter. Det store spørgsmål er om Hedehøg yngler på Borris Hede. Der er gennem foråret og sommeren set 1 – 3 hanner, og der er en gang i foråret og to gange i sensommeren set 1 hun Hedehøg, men det er ikke lykkedes endelig at konstatere om arten yngler på heden. Hvis den gør det, vil det være det eneste sted i Danmark, hvor Hedehøgen yngler i sin oprindelige habitat. Den ene han var for øvrigt vingemærket i Sønderjylland i 2008, og blev også set på Borris Hede i 2009.
Vi må også med stor sandsynlighed konstatere, at Stor Tornskade ikke længere yngler på Borris Hede. Området var for få år siden en stor og sikker yngleplads for arten med op til 9-10 par. I 2010 er der kun et par gange set en enkelt fugl i yngletiden, og vi tror ikke længere arten yngler i området. Hvorfor er den forsvundet? Der er tilsyneladende ikke sket store afgørende ændringer i området, så årsagen må findes andet steds.
Andre udvalgte ynglefugle: Duehøg 1 par, Vagtel 3-6 par, Vandrikse 4-7 par, Storspove 8-10 par, Tinksmed 1-2 par, Natravn 15-20 par (det er første gang Natravn er registreret på Borris Hede), Vendehals 8-10 par, Hedelærke 5-8 par og Rødrygget Tornskade 18-25 par.


07-07-2010: VENDEHALS, LÆRKEFALKE OG RØD GLENTE PÅ BORRIS HEDE.
Søndag blev det yngste kuld og årets sidste Vendehalsunger ringmærket på Borris Hede. Dermed er der i år mærket ialt 70 unger i 7 kuld - det giver et højt gennemsnit. Søndag blev der også observeret 2 Lærkefalke og en Rød Glente over heden. Lærkefalkene blev fra Ørbækvej set fange insekter over heden - og det gik stærkt, som Ole Amstrup skriver i DOF-Basen.


27-06-2010: Hedehøg med vingemærker set på Borris hede i dag. For andet år i træk er en hedehøg han med vingemærker set på Borris Hede. Fuglen blev set sammen med yderlig 2 hanner og 1 hun. Efter det foreløbige oplyste skulle fuglen være mærket i Sønderjylland i 2008. Vi formoder det var samme fugl, der blev set på heden sidste år, men hvor aflæsninger ikke blev godkendt, da den sandsynligvis blev aflæst forkert. Der er også i dag blevet ringmærket Vendehalsunger. 44 unger i 6 kuld blev mærket, mens det sidste kuld endnu var for små til ringene.

19-06-2010: Bjarne Holm og Egon Østergaard har efter specialtilladelse været på nat-tur i området. De fik dækket det meste, og det gav en ny art for Borris Hede i DOF-Basen, nemlig Natravn. Arten har selvfølgelig været tilstede før, men er nu blev registreret. Følgende blev hørt:
Vagtel 7 sy, Vandrikse 4 sy, Dobbeltbekkasin 4 sy, Natravn 11 sy, Græshoppesanger 4 sy og Kærsanger 1 sy, desuden blev der 2 steder hørt udfløjne Skovhornugle-unger.


12-06-2010: Så er redekasserne på Borris Hede tjekket endnu engang og resultatet for Vendehals er rigtig godt. 7 kuld er på vej i kasserne og desuden hørtes en Vendehals synge i et område uden redekasser. Det kan ikke udelukkes, at der kan findes endnu et par ved kontrol senere. Storspove vurderes foreløbig til 9-10 ynglepar, mens der ikke ved de seneste besøg, og heller ikke i dag, er set Stor Tornskade. Vi tror således ikke at Stor Tornskade yngler på heden i 2010

24-05-2010: Bjarne Holm har nu været rundt ved en del af redekasserne for første gang - og vendehalsen er vendt tilbage til Borris Hede. I to kasser var der påbegyndt kuld med henholdsvis 3 og 7 æg. Det bliver spændende at få tjekket de sidste kasser. Ellers ser det stadig skidt ud for stor tornskade - der er til dato faktiskt kun observeret 1 - 2 fugle i området. Rødrygget tornskade er vendt tilbage og senere vil vi optælle antal par. Der er fundet 2 par knopsvaner på rede og en rørhøg hun er set flere gange i å-dalen.

14-05-2010: Egon Østergaard og undertegnede (Ole Olesen) var idag en tur gennem det meste af området for at observere fuglelivet. Det var perfekt vejr og fuglene sang. Vi så 9 storspover og vurderede, at der var 7-9 ynglepar - vi kan dog have overset et par stykker, og omkring 10 par ser realistisk ud. Dobbeltbekkasin så vi ikke mange steder, men den er almindelig i området. Tinksmed blev kun set på en enkelt lokalitet og der er sandsynligvis kun et par i hele området. Stor tornskade har det lige så skidt - kun en fugl så vi - og arten er gået markant tilbage - måske er der kun 1-2 par. Sortstrubet bynkefugl har de seneste år ynglet ved nordenden af Hvolligvej, men idag så vi kun en ved sydenden af Hvolligvej. En vendehals blev hørt synge ved Foldager Bakke - det bliver spændende, når vi skal tjekke redekasserne. En enkelt dværgfalk kom strygende ved Ørbækvej og en rørhøg hun blev set i å-dalen, mens et par fyrremejser lod sig se og høre ved Udkigget.

Vis kune de seneste 10 nyheder fra Borris Hede




Fakta
Kommune: Ringkøbing-Skjern
Areal: 4758 hektar
Ejerforhold: Staten, militæret

Sidevisninger
Denne måned: 145
Sidste måned: 175

Forrige lokalitetLink til denne sideNæste lokalitet