Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Kysten ved Nærå & Æbelø-området


Gyldensteens inddæmning

Sidste nyt
26-03-2013: GYLDENSTEEN STRAND.
Aa. V. Jensen Naturfond er nu i fuld gang med at bygge nye havdiger og lave kunstige fugleøer på Gyldensteen. Alle tilladelser er givet og man forventer at kunne fjerne de gamle diger og lukke havvandet ind i den nye lavvandede fjord sidst på året. Samtidig vil der begynde at danne sig en ny lavvandet ferskvandssø mod øst som forventes at blive på ca 145 ha. På Eriksholm (Langøgården) opføres der et infocenter.


07-12-2011: YNGLENDE HAVØRN.
I 2010 forsøgte havørnen at yngle på Æbelø, men efter at have ruget i nogle uger opgav den. I 2011 forsøgte den igen og i år lykkedes det at få to flyvefærdige unger. Det er første gang i over hundrede år at havørnen har ynglet i området.


07-12-2011: MANGE GRÅGÆS I ÅR:
I september taltes der 2150 grågæs i èn flok på Gyldensteen. Det er det største efterårstal der er registreret i de sidste mange år. I november/december er der talt over 350 rastende bramgæs i samme område.


13-10-2010: Aa. V. Jensen Naturfond har fået forkøbsret til Gyldensteens inddæmmede strand. Der er planer om at fjerne nogle af digerne og genskabe en lavvandet fjord på 220 ha i den vestlige del. I den østlige del er planen at der skal være en ferskvandssø på 145 ha. Der bliver også tænkt på formidlingen med et par fugletårne. Hvis handlen gennemføres går arbejdet i gang i 2011.


21-08-2010: PIROL.
Pirolen har i år ynglet med 2-3 par på Æbelø og 1 par i Agernæs Storskov. Området huser dermed en stor del af den danske ynglebestand som nok ikke er over 20 par.


08-01-2009: LYSBUGET KNORTEGÅS.
I øjeblikket ses ca. 80 lysbuget knortegås i området. Enten ligger de ved Mågeøerne eller også fouragerer de på vintersædmark ved Fogense. Enkelte af gæssene er ringmærket med kulørte plasticringe om benene. En af fuglene er mærket 15.2.1997 i Lindisfarne i England.


26-10-2008: BRAMGÆS.
Netop nu trækker bramgæssene gennem landet i øst/vest retning. De fleste passerer Sydfyn og Langeland, men en del kan også ses langs den nordfynske kyst. Nogle går ned og raster et stykke tid.


13-01-2008: STORE ANTAL:
Ved den seneste IBA-tælling 13-1-08 blev der
talt store antal for visse arter. På Mågeøerne sås 76 lysbuget knortegås og 27 stenvender hvilket er blandt de højeste tal i Fyns-området. Få km. fra Nærå Strand taltes 1380 sangsvaner og 1894 grågæs.


03-12-2006: FREMGANG FOR BLISGÅSEN PÅ NORDFYN.
I dag er der talt mindst 220 blisgæs i en flok på en mark vest for Nørreby. Det er det største tal i mere end 20 år på Nordfyn. Tidligere stod gæssene ofte på Gyldensteens enge men nu ses de mest på de vintergrønne marker mellem Nørreby, Vesterby og Jersore.


15-08-2006: BEARBEJDEDE YNGLETAL.
Det er nu muligt at se bearbejdede yngletal for en stor del af dellokaliteterne i IBA-området.


17-05-2006: YNGLEFUGLE PÅ ÆBELØ.
Ved en ynglefugleoptælling på Æbelø er der i år observeret 3 syngende piroler. Tejsten har også slået sig ned på øen i år. Huldue og rødrygget tornskade er der også.


21-11-2005: SANGSVANERNE ER KOMMET TIL NORDFYN.
Nu er sangsvanerne kommet til Nordfyn for at overvintre. De kan som regel ses på markerne ved Nærå Strand, Jersore, Gyldensteen og Fogense. Høstede roemarker eller rapsmarker er det foretrukne. Svanerne ses i store og små flokke, det samlede antal ligger ofte på 400-500 når der er flest.


10-11-2005: BLISGÆSSENE ER ANKOMMET.
Nu er der chance for at se blisgæs på Nordfyn. Området omkring Gyldensteen og Jersore har i mange år været det sted i Danmark, hvor flest blisgæs har overvintret. Blisgåsen, som yngler i det nordlige Rusland, tæller en bestand på flere hundrede tusinde fugle, men kun et lille antal overvintrer i Danmark. Det er ofte muligt at se gæssene på markerne i nærheden af Jersore. I år sås de første fugle i oktober og i begyndelsen af november stod der 140 blisgæs i området.

Vis kune de seneste 10 nyheder fra Kysten ved Nærå & Æbelø-området




Fakta
Kommune: Nordfyns
Areal: 13107 hektar
Ejerforhold: Staten og private lodsejere

De tre alvorligste trusler:
- Muslingefiskeri
- Ræv
- Tilgroning

De tre mest påkrævede forbedringer:
- Ræve- og minkbekæmpelse
- Stop for muslingefiskeri
- Øget græsning/høslæt

Sidevisninger
Denne måned: 105
Sidste måned: 105

Forrige lokalitetLink til denne sideNæste lokalitet