Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Hvidbrystet Præstekrave (Anarhynchus alexandrinus)

Hvidbrystet præstekrave 2008
I 2008 blev der optalt 68 par i Danmark, og det er næsten det samme antal som i 2007, hvor der fandtes 64 par. Som det har været tilfældet siden midt i 1990erne fandtes de alle i Vadehavet med hovedparten af ynglefuglene på Rømø

Hvidbrystet præstekrave er knyttet til sandstrande og klitter og til helt kortgræssede strandenge, der ligger nabo til sandstrande.

Danmarks Miljøundersøgelser har siden 1996 haft ansvaret for et ynglefugleprogram i Vadehavet som et led i det internationale Vadehavssamarbejde. Programmet optæller hvert år de ynglende hvidbrystede præstekraver. I 2008 var der en god dækning. Tællingerne blev koordineret af Amphi Consult, og mange blev foretaget af DOF’ere. Der er ikke modtaget supplerende oplysninger gennem DATSY projektet, og der fandtes heller ikke ekstra oplysninger om ynglefugle i DOFbasen.

De fleste år siden 1996 har bestandsniveauet ligget på omkring 60 par. I 1999-2002 ynglede en del flere, mens antallet i 2005 og 2006 var noget lavere.

Fanø
På en grundig gennemgang efter præstekraver i starten af juni fandtes 8 par hvidbrystede præstekraver på nordvestkysten af Fanø. På Grønningen var der 7 par i overgangen mellem kortgræsset strandeng og lave klitter. En han gik med tre næsten flyvefærdige unger, mens resten af parrene endnu lå på æg eller kurtiserede. På Søren Jessens Sand lige nord for Fanø Bad fandtes et nervøst par på stranden lige foran klitterne. Ynglesuccesen for de sent ynglende fugle kendes ikke.

På besøg sidst i april fandtes der kun to par på det nordvestlige Fanø og to par på Sønderho Strand mod syd. Efter 1. maj sås ingen hvidbrystede præstekraver på det sydlige Fanø, og fuglene herfra er formodentlig flyttet til Grønningen-Søren Jessens Sand.

Fra 1969 til 2001 ynglede der normalt mellem 15 og 23 par på Fanø, men siden 2001 er antallet faldet voldsomt, med kun 4 par i 2004 og 3 par i 2005 og 2006 som minimum. De 8 registrerede par i 2008 er det højeste antal i en årrække. I 2007 var her 7 par.

Rømø
Med 60 ynglepar i 2008 er Rømø langt det vigtigste yngleområde for hvidbrystet præstekrave i Danmark. 47 par fandtes ude på strandene, mens 13 par holdt til på de kortgræssede enge på Rømø Sønderland.

Der fandtes 26 par på stranden nord for Lakolk mod 27 par i 2007 og 24 i 2006, og det er på niveau med de bedste år for arten her.

På strandene syd for Lakolk yngler de hvidbrystede præstekraver spredt over et stort areal med klitvegetation under opvækst, og det er meget tidskrævende at gå området grundigt igennem. For andet år i træk blev der i 2008 foretaget en særlig grundig gennemgang, hvor der blev brugt mellem 25 og 30 timer på at krydse strandene igennem. Der fandtes i alt 21 par mod 23 i 2007. På to relativt hurtige gennemgange i 2006 fandtes kun 4 par, og dette år er mange par sikkert blevet overset. To andre sæsoner med mange optalte ynglepar her falder også sammen med år, hvor der blev gjort en særlig indsats: 2000 med 20 par og 2002 med 33 par.

Årets ynglesucces på Rømø kendes ikke.

Tøndermarsken
Der blev ikke fundet ynglende hvidbrystet præstekrave i Tøndermarsken i 2008.


© Per Poulsen

Fakta
Vingefang: 42-58 cm.
Længde: 16 cm.
Vægt: 40-60 g.
Kuldstørrelse: 3 æg
Antal kuld: 1-2
Rugetid: 24-27 dage
Ungetid: 26-31 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2021: 112
Udvikling 1990-2000: fremgang
Ændring: 75 %

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: EN
DK gulliste: NA
Birdlife SPEC: 3
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 81
Sidste måned: 129

Forrige artLink til denne sideNæste art