Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Uldum Kær


Havørn på besøg d. 1/3 2014. Det er fugletårnet i Hjortsvang i baggrunden.

Beskrivelse
Kærområdet udgør et bassin i Gudenådalen nordøst for Tørring. Engang var der en stor sø i området, og i forbindelse med tilgroningen af denne sø, skabtes metertykke tørvelag. I århundreder har området været brugt til græsning og høslet, og i sidste århundrede blev der gravet masser af tørv, som har efterladt en lang række tørvegrave, som endnu i dag mange steder ligger med åbne vandspejl. I takt med ændringerne i landbruget er behovet for græsningsarealer og høslet mindsket. Endvidere har tørvegravene gjort dele af området utilgængeligt for dyrene og maskinerne, og det faldende græsningstryk har medført en øget tilgroning i pilekrat.
I dag fremstår området som en mosaik af åbne afgræssede enge, enge hvor der bliver lavet høslet, delvis tilgroede tørvegrave og pilekrat.

Hele området kaldes i dag for Uldum Kær, men de enkelte delområder har sine egne navne: Tørring kær, Tørring fælled, Åle Kær, Hjortsvang kær, Hesselballe kær, Ølholm kær og Uldum kær.

De fuglerigeste dele er helt sikkert de enge og tørvegrave, der ligger ved Uldum Kær, og som nås ved at køre fra Uldum by ad den vej der hedder Kærvejen. Med de nye søer og fladvander, der er lavet ved Tørring, bør man fremover også besøge denne del, som bedst nås fra Tørring by.
Et ofte oversvømmet engområde, der kan ses fra Sønder Fælledvej, lige før man når til Nordre Fællesvej (når man kommer fra Tørring), er også et godt sted for ande og vadefugle.

Adgangsforhold
Det bedste udgangspunkt er fugletårnet i Uldum Kær, som findes ved at køre ad Kærvejen der udgår fra Uldum by. Fra fugletårnet er der stier rundt i området.
De nye fladvander og søer der er gravet ved Tørring, nås ved at køre ad Sønder Fælledvej i den nordlige del af Tørring by. Følg skiltene.

Udnyttelse
Området afgræsses og der slås hø. Desuden er der en del lystfiskeri i tørvegravene og i Gudenåen.
Den største økonomiske interesse er dog jagten. Der drives voldsomt meget jagt i området, - mest på ænder, fasaner, gæs og bekkasiner.



Fakta
Kommuner: Hedensted, Horsens
Areal: 1049 hektar
Ejerforhold: Private lodsejere

De tre alvorligste trusler:
- Færdsel
- Jagt
- Tilgroning

De tre mest påkrævede forbedringer:
- Færdselsbegrænsning
- Jagtbegrænsning
- Øget græsning/høslæt

Sidevisninger
Denne måned: 53
Sidste måned: 125

Forrige lokalitetLink til denne sideNæste lokalitet