|
Om lokaliteten |
|
|
Observationer |
|
| Vigtige arter | |
| Links | |
|
|
Filsø
Jacob fortæller
Sidste nyt 25-05-2013: BESØG NORDFRA
Nej ikke fugle denne gang, men 40 tændte doffere fra DOF Vest, som lagde deres årlige bustur forbi Filsø. Og de fik, hvad søen kan byde på i denne tid. Havørn på reden - set fra Langodde på 3,5 km afstand. Fine obs af småfugle - ikke mindst flere syngende Gulbug. Blandt vadefuglene nævnes Lille Præstekrave, Dværgryle, Temmincksryle, Islandsk ryle og Alm. Ryle.
Desuden Sorthalset lappedykker og på en af øerne sågar Havterne!
Efter frokosten gik vi ud til Petersholmtårnet, hvor der var Sandterne i første hug. Nogle af os havde allerede set den ene på vej til øen (Hjorteholm) med føde.
I øjeblikket tegner der sig et tydeligt billede af adfærden. Hunnen sidder på en af øerne, mens hannen søger føde på hederne og bringer det til hende. Tidligere fløj de begge ud - nærmest med elastik mellem sig.
Ternerne ses især fra de to vestlige tårne (Storeholmtårnet og Petersholmtårnet)
19-05-2013: HAVØRN og SANDTERNE
Det havørnepar, som efteråret igennem var fast inventar på "Ørnestenen", er blevet her. De var så glade for hinanden og den nye sø, så de byggede rede. Og nu har de en livlig unge. Med en godt teleskop kan reden ses fra Dæmningsvejen lidt øst for gæstehuset. Man scanner trætoppene i horisonten.
En næsten endnu større begivenhed var det, da et par Sandterner den 8. maj blev spottet af Bent Jakobsen (Blåvand Fuglestations leder). Ternerne har i skrivende stund været stationære i 12 dage, og der er observeret kurtisering og parring. Søen er endnu ikke et år gammel. Vi glæder os i øvrigt over de mange andre fugle på søen og dens omgivelser.
22-03-2013: I weekenden den 15. -17. marts er der på Filsø foregået en finpudsning af overvågningsprogrammet. Opgaven har været at trimme optællingerne, så de i videst muligt omfang er i overensstemmelse med andre fugleovervågninger på Aage V. Jensen Naturfonds ejendomme og andre projekter – f.eks. det kommende Atlas3.
Anders Tøttrup (CMEC, Københavns Universitet, Aage V. Jensen-sektionen), som er Naturfondens koordinator for alle overvågningsaktiviteter har været drivkraften i tilpasningsprocessen. Koordinator for Filsøgruppen har haft samtaler med Anders hen over weekenden og søndag blev der afholdt et møde for tællerne, hvor bl.a. brugen af GPS og afstandsmålere blev trænet.
Overvågningsprogrammet ser herefter således ud – i hovedtræk:
1. Månedlige totaloptællinger af søerne – opdelt i zoner, som kan spejles i overvågningen af vegetation, smådyr mv.
2. Transekter i de terrestriske lokaliteter med henblik på tæthedsestimater for de almindelige fugle. Nogle af transekter er identiske med f.eks. insektovervågningen.
3. Kortlægning (mapping) af sjældnere ynglefugle – herunder IBA fokusarterne
4. Særlige opgaver. F.eks. overvågning af særlige plejetiltags virkninger, eftersøgning af nataktive arter osv.
Et ambitiøst og omfattende program, som kun er muligt takket være en engageret indsats fra en dedikeret caretakergruppe
20-02-2013: Ørnens Dag.
Følgende omtale er lånt fra DOF Sydvestjyllands hjemmeside:
Det var en blanding af lyst til at se ørne og se den nye sø, der fik folk i hundredvis til at lade søndagsturen gå til Filsø. Mindst 500 besøgende var der.
Vejret var mildt og vindstille, og solen var tæt på at bryde gennem et par gange, så de mange mennesker nød turen, selvom en let dis generede observationsmulighederne ind imellem.
En ung Havørn slog sine folder over især Mellemsø i længere tid og blev set både flyvende og rastende af mange af gæsterne, mens det ellers næsten stationære par ikke viste sig.
De mange, der ikke så ørn, virkede nu sjældent skuffede. De kunne nyde synet af Sang- og Pibesvaner eller blot nyde en dejlig dag i naturen. Enkelte fik en sidegevinst i form af en syngende Sanglærke. Hvad mere kan man ønske sig midt i februar.
DOF Sydvestjylland havde stillet en bod op ved avlsgården og bemandede poster på Langodde, Kirkebyvad pumpestation og Kløvbakken.
Ved avlsgården fik gæsterne oplysning om, hvordan de kom til posterne, de fik lidt reklame for DOF (der blev uddelt et hav af brochurer), og det blev til mangen en god snak om ørne, om fugle generelt, om Filsø og meget andet.
Alt i alt en meget positiv dag med en fin stemning.
TV Syd bragte et indslag fra arrangementet i aftennyhederne.
/Søren Peder Nielsen
08-12-2012: Vinteren er også kommet til Filsø. Og fuglene er talmæssigt havnet på noget lidt mere almindeligt – i hvert fald i forhold til de næste euforiske tilstande, mens vandet trængte frem. Lige nu er der isdækket. Næsten endeløse hvide flader, gennemskåret af våger, hvor ænderne samler sig.
Der har naturligvis slet ikke været det sædvanlige antal gæs, for deres marker er jo forsvundet. Alligevel er der ganske pæne flokke af gæssene samt de gulnæbbede svaner.
På de tilsåede fodermarker huserer rigtig store flokke af småfugle. Især kvækerfinker, grønirisk og gulspurv med stillits som krydderi.
Og småfuglene er basis for 2-3 blå kærhøge, spurvehøg og duehøg. Og ikke at forglemme musvågerne.
Endelig holder vi alle sammen vejret, for et par 4-årige havørne har nu gennem længere tid kastet deres kærlighed på området. Og tilsyneladende også på hinanden.
Den hvide, vide nye verden herude vestpå er en sand skønhedsåbenbaring på en stille klar frostdag, og Filsø tiltrækker stadig mange besøgende. Med og uden kikkerter.
20-10-2012: EFTERÅRSFERIEN
og felttræf i Sydvest- og Sønderjylland. Som sædvanlig betyder det masser af dygtige birdere. Og selv om Filsø ligger uden for felttræfområdet, så tiltrak en rødhalset gås ret så stor opmærksomhed.. Og den kunne da også beundres på relativ kort afstand på Nørreodde sammen med mange bramgæs , kortnæbbede samt grågæs.
Samtidig kunne man så glæde sig over de mindst tre havørne som nok så stationært boltrer sig på mellemsøen sammen med to flotte vandrefalke. En voksen og en stor 1K. En DOF-tur 12-10-2012 gave ikke mindre end 8 rovfuglearter – herunder 5 havørne samt rød glente, som er sjælden herovre, men det kan man læse på DOF Sydvestjyllands hjemmeside.
Det første fugletårn på Storeholm er færdigt. Også udsigtspunktet på Kirkebyvad, hvor der er trappe og platform på den gamle pumpestation er færdigt.
Der arbejdes på stryget ved udløbet fra søen til Henne Mølleå. Derfor er vandstanden i søen også høj. For det regner, og regner, og regner..
10-10-2012: DET FORTSÆTTER.
Tallet på rastende krikænder er nu oppe på ca. 17.000. Når vores to havørne eller en af vandrefalkene er på besøg, er det et veritabelt ragnarok af ænder i luften. Desværre ser det ud til, at også helikopterne på vej til og fra oliefelterne har samme virkning.
Spidsænderne kommer også efter det. Spidsand er en af søens fokusarter. Højeste tal i caretakerprojektets tid er godt 300. Nu er der talt omkring 3000. Det er det højeste tal i Filsø nogensinde.Og pibeænderne følger med.
Gæssene er derimod allerede nu begyndt at søge ud til andre græsgange. Tidligere end sidste år. Men der er heller ikke ret meget mark tilbage. Det er ikke uventet.
07-10-2012: FILSØ NU OFFICIELT INDVIET
Det skulle have været markeret med åbning for vandet til Mellemsø - den nordligste af de to nye søer. Men naturen bestemmer selv, så der var allerede masser af vand i søen, da godt 3000 mennesker mødte op til en sand folkefest om eftermiddagen. Der var taler af Vardes borgmester, Gylling Haahr, som bl.a. roste de grønne foreninger for et ihærdigt pres, så Varde nu har intet mindre end en gedigen naturperle. For Aage V. Jensens Fondes bestyrelse talte Nils Vilhjelm. Tre helt nyskabte øer fik navn efter en stor konkurrence. Hjorteholm, Brasenholm og Gåseholm kom de til at hedde. Den blå snor blev klippet af borgmesteren, og så kunne publikum ellers nyde pølser og Naturstyrelsens grillede krondyr - samt smagsprøver og fortællinger fra egnen i adskillige boder på pladsen. På trods af trængslen gik alle mennesker rundt med smil på læben - og adskillige af søens forkæmpere gennem årene var naturligvis tilstede. Der blev ønsket tillykke, og det med god grund. På TVSyds hjemmeside kan man finde et kort klip fra dagen. Søens nye ejer kan notere sig en stor succes i det vestjyske.
30-09-2012: SLUT MED JAGT PÅ FILSØ.
I dag var sidste jagtdag på Filsø. De store flokke af gæs og ænder har nu fred - bortset fra de mange besøgende, som kommer i området. Og der er rigtig mange gæster. Også ornitologer. Vandstanden i Søndersø er høj. Den gir lidt problemer, men den skal også kun holde en uge endnu, for næste søndag åbnes officielt for vandet til Mellemsø i forbindelse med en stor festlighed. Mere kan læses på Aage V. Jensen Naturfonds hjemmeside.
Antallet af gæs stiger dag for dag. Vandrefalk og duehøg plus flere blå kærhøge har det helt fint. Og to af vore havørne har tilsyneladende gjort hinanden selskab. I går og idag har besøgende kunnet glæde sig over en smuk 1K Steppehøg. Gad nok vide, hvad der gemmer sig i krattene.
27-09-2012: P4 SYD PÅ BESØG. Radioen har i dag været på besøg i Filsø med henblik på en optakt til indvielsesfesten den 7. oktober. Klippet vil blive bragt i morgenradioen torsdag eller fredag i uge 40.
23-09-2012: Så kom de kortnæbbede gæs. I det mindste en fortrop. I løbet af natten og dagen er flokken vokset til ca. 6000. Dagen har i øvrigt budt på 3 forskellige havørne, to vandrefalke, to blå kærhøge - og her til aften fik en duehøg omkring 10.000 krikænder i luften.
16-09-2012: Rovfuglene samles. Det sker i takt med et meget stort udbud af føde. Især ænder, men også flere og flere stære og ikke mindst svaler. Under en tælling i dag fandt Ole Amstrup en 2K Steppehøg, han. Desuden ses Blå Kærhøg, han og hun, Rørhøg, Vandrefalk, Fiskeørn, Spurvehøg og Tårnfalk.
Gæssene var rykket op på markerne på Mellemsø. Der var jagt til morgen. Jagten fortsætter frem til 1. oktober. herefter ophører al jagt på fugle.
08-09-2012: REKORD FOR KRIKAND
På en tælling den 8-9-2012 optalte Bent Jakobsen (naturvejleder og leder af Blåvand Fuglestation) 14.520 krikænder i Søndersø. Det er det absolut højeste tal indtastet i DOFbasen nogensinde. Tillykke til Bent. På samme tælling fandt Bent 1010 spidsænder. Det er næsthøjeste antal på Filsø.
05-09-2012: Den officielle 'indvielse' af Filsøprojektet finder sted søndag den 7. oktober kl. 13. Arrangementet er åbent for alle. Mere om programmet følger senere.
01-09-2012: SØLVMEDALJE FOR KRIKAND. Filsøgruppens septembertælling gav for alvor tællerne noget at arbejde med. Således nåede vi for Krikand op på ikke mindre end 12.460 individer. Det er næsthøjeste antal, som nogensinde er indtastet i DOFbasen, kun overgået af 12.970 fra Tipperne i 1989. Tipperne indtager også 3. pladsen med 12.020 fra 1998. Alle Filsøfuglene er talt i den nye Søndre Sø. Tællingen blev foretaget af 3 hold på samme tid, og der er korrigeret indbyrdes for fugle, som flyttede position under tællingen
25-08-2012: Det blev en uforglemmelig dag, da medlemmer af Filsøgruppen sammen med medlemmer af Naturråd Filsø besøgte Lille Vildmose. Filsøgruppen har besluttet sig for en årlig udflugt til en af Aage V. Jensen Naturfonds øvrige ejendomme. Dette blev den første.
Vi måtte tidligt op da bussen kørte fra Esbjerg allerede klokken 6.30.
Folkene fra caretakergruppen, Naturrådet og Naturfonden modtog os ved ankomsten, hvor der blev tid til en basse og en lille en, mens driftslederen, Jacob Palsgaard Andersen gav os et kort overblik over området.
Herefter kørte vi ind i Tofte Skov og - mose, hvor vi i de næste par timer dels så det enestående naturomåde og dels hørte om det enorme arbejde, der udføres her. Vi kunne desuden glæde os over krondyr, rådyr og rotter af vildsvin med frislinger. Jo, jo. Vi fik osse lært nye ord.
Frokosten blev serveret i en “beskeden” jagthytte på toppen af Tofte Bakke. Og der blev virkelig kræset for os. Jesper Lynge fra Lindholm Høje Cafe var hyret til at stå for noget, som var helt, helt ude over det sædvanlige i de pragtfulde omgivelser. En enestående samling af udstoppede fugle blev tilbørligt beundret, akkompagneret af Thorkilds forklaringer,
Eftermiddagsturen gik omkring Hegnsvej, hvor Kongeørnen snød os. Til gengæld var Havørnen på plads i Tofte sø, hvor der blev trængsel i tårnet, da også Fuglepigerne fra Østjylland ankom. Her var der så i øvrigt Jespers kage med æbler og flødeskum til kaffen.
Der var lovet regn hele dagen, men den kom først 5 minutter før, vi rullede hjemad. En perfekt dag.
Kæmpe tak til Jacob, Jacob, Willy, Thorkild, Lars og Jesper. Det var en flok godt trætte fugletællere og naturrødder, der nåede frem til Esbjerg ved 19-tiden.
Sikke en dag. Med Lars’ ord: “Når man skal lave noget, så skal det laves ordentligt”. Og sådan var det.
24-08-2012: Stadig masser af fugle i og omkring Søndre Sø. Grågæs og ænder har også indfundet sig. Og Nilgås og Rustand. Rovfuglene har kronede dage. En imm. havørn er fast inventar. Somme tider kommer også en adult på besøg. Fiskeørn ses jævnligt, ja hele tre gæstede søen forleden dag. Også vandrefalk er i området.
Der kommer også mange besøgende. Desværre er det ikke alle, som kan finde ud af færdselsreglerne. Der må ikke køres i bil i området. Dæmningsvejen er 3 km lang. Mange har fundet ud af, at turen er fin på cykel, selv om vejen ikke er færdig endnu. Hund må ikke medbringes. Heller ikke i snor.
Det går fremad med at få etableret publikumsfaciliteterne. Foldere og plancher er sat op, og en del af stiforbindelserne er godt på vej. Gummistøvler anbefales (meget!) i krattene på vestsiden af søen.
Der forventes officiel indvielse i begyndelsen af oktober, samtidig med at der lukkes vand på Mellemsø (nord for Dæmningsvejen).
05-08-2012: Alt var på vingerne i den nye Søndre Sø, da en Vandrefalk lagde vejen forbi. Det kostede en Krikand. Den blev ædt på en af de nye øer. Filsøgruppen havde rigtig travlt, for det vrimler med fugle i søen - som det ofte gør i en etableringsfase. Masser af vadefugle: Dobbeltbekkasin, Svaleklire, Mudderklire osv. Også Rørhøg muntrer sig. Ikke mindre end 9-10 ses ved det veldækkede bord. Havørn, Trane holder også til på stedet. Vores eget Tranepar har i år fået to unger på vingerne. Desværre har også mårhund fundet vej til herlighederne.
12-07-2012: NY RYKKER DET FOR ALVOR. Blot 5 dage efter at der var åbnet for vandet havde Filsøgruppen sin julitælling. Bent Jakobsen skrev følgende:
I dag havde vi den månedlige Filsøtælling og det gav overraskende tal i det oversvømmede område. Således ikke mindre end 200 Tinksmede, 30 Krumnæbbede Ryler, 30 Almindelig Ryler, 60 Brushaner, 40 Hvidklirer, 250 Viber, svømmeænder og grågæs, Havørn og 3 Rørhøge. Det er næsten ikke til at få armene ned.
I øvrigt kan det anbefales at følge linket til Blåvand Fuglestation samt DN Vardes FB side, hvor der er mange billeder fra søens første dage.
02-07-2012: I DAG KOM VANDET.
Kl. 10 i formiddags fjernede en gravemaskine den sidste rest af diget, og vandet begyndte at strømme ind i den nye Filsø. Mere om den store begivenhed kommer senere.
25-05-2012: I dag havde jeg en af de hyggelige repræsentationsopgaver for DOF - på Mandø. Men i morges fik jeg lidt tid i overskud, så jeg tog kaffen med ud på Kløvbakken. Gudeskøn morgen, hvor vandet på Fidde Sø i begyndelsen var spejlblankt. Rundt omkring var der småflokke af krondyr. Nogle af dyrene var godt nok ikke store.
Alle 3 par knopsvaner var på færde - og i kølvandet på det ene par var der 6 små grå, grimme ællinger.
Det ville grågæssene naturligvis ikke stå tilbage for, så i hvert fald 6 par var ude på vandet med deres nu ganske store afkom.
I sydenden af søen var vores rørhøge-par også på stikkerne. De bygger rede, tumler rundt i luften, når han afleverer bytte eller redemateriale til hende. Og i den anden side begynder endnu en rørhøg-hun at afpatruljere rørskoven. Mon der kommer to par i år?
21-05-2012: I selskab med Asger fra HedeDanmark var der 6 høje træer fordelt i området som måtte af med toppen. Spændende at se, om nogle af de forbipasserende ørne finder dem!
Og mens arbejdet stod på sejlede en Sort Glente hen over os på vej nordpå. Slet ikke hverdagskost herude. Kun 2. fund i Filsø.
12-05-2012: Naturfonden har meddelt, at den 5. august 2012 er dagen, hvor man begynder at lukke vand ind på den nye Filsø.
I første omgang gælder det Søndre Sø, mens Mellemsø først kommer til senere på efteråret. Tidsplanen holder dog stadig: ved årets udgang er søen etableret.
De store entreprenørmaskiner er i fuld gang med at skubbe jord sammen til den første af de ca. 10 øer i søen.
09-05-2012: I morgen den 10. maj udkommer bogen ”Filsø” af Palle Uhd Jepsen. Der er tale om et stort og flot illustreret værk på 384 sider. Bag udgivelsen står A/S Fiilsø og Aage V. Jensen Naturfond i fællesskab.
Bogen fortæller primært Filsøs historie frem til nu. Der er fyldige afsnit om mennesker, dyreliv, jagt og fuglelivet ved søen.
Bogen udgives af Museet for Varde By og Omegn, hvor den også kan købes. Prisen er kr. 325.
02-05-2012: Filsø - et sted, der tæller.
Realdania arbejder med Projekt Steder i Landskabet, hvor man gør en helt særlig indsats i forbindelse med anlæg af formidlingspunkter mv. på helt unikke steder rundt om i landet. Nogle af resultaterne kan ses i Hjerting (den nye strandpromenade) og i Kongens Kær ved Vejle (udsigtsplatform).
I forbindelse med kampagnen, Stedet Tæller, har Realdania netop afsat 33 mio. kroner til 10 forskellige særlig udvalgte projekter rundt om i landet. I vores ende af landet indgår Ballum Sluse, Tipperne og Filsø.
Realdania bliver involveret i P-pladsen og fugletårnet ved Petersholm samt P-plads og udsigtsplatform umiddelbart nord for avlsgården. De to hovedindgange for publikum til Filsø
Kvaliteten af Aage V. Jensen Naturfonds anlæg er jo velkendt og meget påskønnet af alle. Når nu også Realdania involverer sig, er der god grund til at forvente noget helt ekstraordinært.
Projektet indledes med en arkitektkonkurrence, så det er muligt, at skabelsen af de to steder trækker ud i forhold til den oprindelige tidsplan. Skulle det være tilfældet lover Naturfondens direktør, Anders Skov, at der blir etableret midlertidige løsninger.
29-03-2012: Så er stort set alle bygninger revet ned i projektområdet.
Hen over året bliver der gode muligheder for at opleve Filsøs forvandling. Nymindegab Museum og NaturKulturVarde arrangerer et antal ture med titlen ”Gå på bunden af Filsø” med fokus på søens historie, naturgenopretningsprojektet og det rige fugleliv. Turlederne er Merete Vigen Hansen, som bl.a. sidder i Naturrådet for Filsø, samt naturvejlederen og ornitologen Bent Jakobsen, som også er leder af DOFs fuglestation i Blåvand. Første tur er onsdag den 4. april – der henvises i øvrigt til turfolderen, som bl.a. kan findes på www.naturkulturvarde.dk
11-03-2012: Der er nu oprettet nye DOFbaselokaliteter for Filsø. De to gamle lokaliteter “Filsø, søen” og “Filsø, godset” udgår. “Filsø, søen” omdøbes til “Fidde Sø” og “Filsø, godset” opsplittes i “Under Holmbanken”, Petersholm”, “Langodde”, “Mellemsø” og “Søndre Sø”.
Nærmere kan ses på Filsø Caretakerhjemmesiden under punktet Dellokaliteter.
Der oprettes desuden en ny samlelokalitet, som slet og ret hedder “Filsø”. Denne lokalitet omfatter hele Aage V. Jensen Naturfonds ejendom.
04-02-2012: Det var et gudeskønt Filsø, der lå foran os denne lørdag morgen. Total blå vinterhimmel, men kors hvor var det koldt. Minus 19 grader, da vi startede vores tælling!
Småfuglene har rigtig pustet sig op. Ellers er der lidt stille. Og dog. Der er stadig mange gæs. Fidde sø havde vi henved 10.000 kortnæbbede gæs. Sandsynligvis var der flere, for morgentrækket var i fuld gang.
Vi holdt vores lille nytårsfrokost i dag. Det var rigtig hyggeligt
19-01-2012: Så er det mere synlige arbejde gået i gang for alvor. Nedrivningen af bygningerne er indledt. Svinefarmen og laden på Petersholm er det første. Så følger laderne og korntørreriet.
Det kommer til at gå stærkt nu.
13-01-2012: I det allertidligste morgenlys - en lille time før solopgang kan man opleve en vældig snakken oppefra, hvis man færdes i oplandet til Filsø. Og hvis vejret er klart kan man lige ane tusindvis af gæs, som trækker ud fra Filsø. Senere på morgenen kommer så de gulnæbbede svaner, typisk i småflokke, måske familier.
I dagens løb er der ellers lidt fuglestille på de store arealer. De er vandmættede og vejene bliver mere og mere ufremkommelige. Det er med en mærkelig følelse at man færdes her, når man ved, at det hele står under vand om mindre end et år.
Hen over markerne vakler blå kærhøg og en ung og en gammel vandrefalk gemmer sig også et eller andet sted. Ung vandrefalk er noget af det flotteste man overhovedet kan se. Flere af krattene på odderne er tyndet ud nu. Det er småfuglene ikke kede af. Tre steder kan man finde fyrremejser. Hvis man er heldig.
13-01-2012: TIL SALG
De to huse ved indkørslen til avlsgården er sat til salg. Det gule hus er allerede købt, men et rødt hus er stadig til salg for 1,2 mio. Der er ikke bopælspligt, så det er ekstremt billigt, hvis man sammenligner med sommerhuspriserne i Hennestrand, blot ganske få kilometer borte. Der er et par hundrede meter til søbredden.
06-01-2012: I foråret 2008 udkom bogen “Det tabte land” af forfatteren Kjeld Hansen. Bogen er en grundig, velskrevet og medrivende beskrivelse og analyse af ødelæggelsen af nogle af dansk naturs fornemste vådområder. På den måde er bogen en milepæl, for takket være ikke mindst private initiativer, vender denne udvikling netop nu.
I Det tabte land er der bl.a. en fyldig redegørelse for historien bag Filsø. Der er linket til dette kapitel under links nederst til venstre på denne side.
Dette følges der op på i Kjeld Hansens nye bog “Folk og fortællinger”. Bind 1 er udkommet og handler om vigtige naturområder i Jylland.
Nærmere findes på www.dettabteland.dk.
Naturbutikken forhandler også bogen.
06-12-2011: Vinteren kryber ind på Filsø. Langsomt, men umiskendeligt. Vandrefalkene er der stadig, men hvad med gæs og gulnæbbede svaner? Jeg har kigget efter dem morgen og aften. Det er ikke mange, der går til overnatning – tilsyneladende - og ved sidste månedstælling havde Filsøgruppen også kun et mindre antal.
Gæs og svaner trækker ud i oplandet. Fornylig overnattede Naturfondens skovrider og Naturrådets formand i gæstehuset, og de kunne fortælle om larmende gæs hele natten igennem. De er her altså endnu, men kommer til søen i mørke og forlader den igen før dagslys.
Hvis I kommer til Filsø i sommeren 2012, kan det godt være, at der allerede står vand i Søndre Sø. Området syd for dæmningsvejen. P-pladser og nogle af tårne og platforme er måske også på plads til den tid.
Besøg i øvrigt Naturfondens hjemmeside. Den er helt renoveret og bestemt et kig værd. Linket findes nederst til venstre.
18-11-2011: Under en tur på Filsø i dag var pludselig alle gæs på de nordøstlige marker på vingerne. Og ja. Havørn.
En yngre havørn har mere stationært slået sig ned på Filsø. Der er lidt uenighed omkring alderbestemmelsen, men den har i hvert fald holdt til på stedet gennem hele sensommeren og efteråret. Måske også hen over sommeren.
05-11-2011: På den månedlige caretakertælling nåede antallet af gæs et pænt stykke over de 50.000 alt i alt. Der er kommet rigtig mange Bramgæs til. Tallene afspejler nok den generelle fremgang i gåsebestandene.
Og der er stadig havørn samt flere vandrefalke og blå kærhøge i området.
03-11-2011: Jagt på Filsø
Mange har spurgt. Og ja, der er stadig jagt på Filsø. men jagten på fuglevildt ophører efter denne sæson.
Næste år er der kun jagt på mårhund, mink, ræv og kronvildt (samarbejde med Naturstyrelsen)
26-10-2011: Sidst på eftermiddag mødtes 25 deltagere til DOF Sydvestjyllands første tur på Filsø efter at Aage V. Jensen har overtaget arealerne.
Formålet med turen var dels at se og høre om det store projekt og dels at opleve de store mængder af gæs gå til overnatning på søen. Og gæssene skuffede bestemt ikke. På Filsøs marker stod omkring 30.000 kortnæbbede gæs og nogle tusinde bramgæs samt enkelte grågæs og blisgæs. Dertil kommer så de gulnæbbede svaner. Lidt flere pibesvaner end sangsvaner lige nu. Vi fik også set hjejler, som trak sydøst højt over os – og en lille flok bjerglærker på en af markerne. Rovfuglene derimod drillede – og det på trods af, at der i de seneste dage er set op til 5 vandrefalke, blå kærhøg mv.
Selve overnatningen er et natursceneri, som kan tage pusten fra selv garvede ornitologer.
21-10-2011: Det er lige nu, du skal opleve Filsø. Og helst omkring solnedgang, hvor gæssene går til overnatning på søen. Det ses bedst fra Kløvbakken. Ca. 30.000 gæs kommer ind. Flest Kortnæbbede, men også pænt med Bramgæs. Og så skal man da ikke glemme stærene. Tal på 50.000 - 60.000 er nævnt. Naturligvis er rovfuglene også på vingerne.
JRL
17-10-2011: TVSyd er i gang med en række udsendelser om Filsø i anledning af overtagelse og naturgenopretning. Den første udsendelse er netop blevet sendt. Den kan findes under Links .
04-10-2011: På byrådsmødet vedtog kommunalbestyrelsen det kommuneplanstillæg, som endeligt godkender genopretningsprojektet for Filsø. Hermed er der givet den endelig tilladelse til igangsætning, og projektet kan forventes gennemført efter tidsplanen.
01-10-2011: Klokken var ikke 7 endnu. Kiggede man op lovede en klar himmel endnu en flot efterårsdag, men på dette tidspunkt lå tågen tæt mange steder. Rigtig tæt. På Kløvbakken var der heller ikke meget at se. Men man kunne høre dem. De kortnæbbede gæs. Det store ryk-ind kom i går eftermiddags kl. 14,30, hvor luften helt pludselig var fyldt med snakkende stemmer i overgang og flok efter flok trak ind over Filsø – eller rettere Fidde Sø.
Nu lå de dernede og ventede bare på klart vejr. Stærene ventede ikke. De sidste dage var store flokke gået til ro i søens nordøstligste hjørne. Og de trak ud præcis på solens første stråler.
Godt otte begyndte tågen langsomt at lette, og man kunne skimte en stor mørk plamage ude på søen. Gæssene. Og så begyndte udflyvningen, mens flere tilskuere kom til for at nyde synet. Mange af dem var lokale. Man blir vist aldrig træt af det syn.
Og den 1. oktober var jo dagen, hvor Filsø skiftede ejere. På denne dag overtog Aage V. Jensens Naturfond formelt ejendommen.
Det var også dagen, hvor Filsøgruppen begyndte sine tællinger. Tolv ivrige ornitologer var mødt frem og gik straks i gang – fordelt på fire hold. Listen over fugle blev lang for 3-4 timers optælling – i alt blev der registreret 71 arter på denne første tælling. Blot for at nævne nogle: Havørn, Rød Glente, Lærkefalk, Vandrefalk, Blå Kærhøg, Bjergvipstjert, Skægmejse, Bjerglærke, Ringdrossel.
På alle måder en fornem start på den nye tid.
Om eftermiddagen havde DN i Varde arrangeret en event på Kløvbakken for at markere dagen. Godt initiativ.
23-09-2011: Nu tælles der for alvor ned på Filsø. På markerne arbejdes der på højtryk, og ornitologerne er allerede begyndt at skæve til området. Den seneste tids observationer kan nemt følges her fra caretakerhjemmesiden. Ca. 2000 grågæs har gennem et stykke tid overnattet på Fidde Sø og fourageret på de høstede marker. Traner og isfugl er observeret flere gange. Men også rovfuglene falder i øjnene. Rørhøg, Blå Kærhøg, Lærkefalk og Havørn.
JRL
18-09-2011: DOFs caretakerside optræder nu på Wikipedia. Og kommuneplanen for genetableringsprojektet arbejder sig planmæssigt gennem systemet. Forventes på byrådsmødet 4. oktober.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at der har været så få bemærkninger til et projekt i denne størrelsesorden, som tilfældet er. For særligt interesserede kan der henvises til dagsorden/referat-siderne på Varde kommunes hjemmeside.
31-08-2011: Aage V. Jensens Naturfond har som bekendt erhvervet Filsø. Ejendommens grænser fremgår af kortet. Den nuværende sø, Fidde Sø på 90 ha udvides med en ny Filsø på 900 ha. Men det er værd at bemærke, at ejendommen indeholder meget andet end sø, nemlig: hedeområder, våde enge, moser og kær, rørskov og skov.
De mange rastende gæs og gulnæbbede svaner mister store fourageringsarealer, men tilbydes dog et betragteligt område mod sydvest, Petersholm, som i fremtiden vil blive opdyrket til gavn for disse fugle og kronvildtet.
Naturfonden overtager ejendommen pr. 1. oktober 2011. Herefter og frem til efteråret 2012 foregår en lang række arbejder i området. I efteråret 2012 slukkes der for pumperne og ved årets udgang kan man opleve den nye sø.
DOF er repræsenteret I Naturråd Filsø, og Filsøgruppen (en gruppe af caretakere) varetager fugletællinger og overvågning allerede fra oktober 2011.
JRL.
25-08-2011: Caretakere skal udføre fugleovervågningen på den nye Filsø. Der er udarbejdet et program for overvågningen, som efter planen skal begynde den 1. oktober 2011 - samtidig med at Aage V. Jensens Naturfond overtager ejendommen.
Grundlaget udgøres af månedlige tællinger af hele lokaliteten. Caretakerne har dannet Filsøgruppen, som p.t. består af 28 deltagere. Gruppen holdt informationsmøde tirsdag, den 23. august, hvor også Thomas Vikstrøm fra Fuglenes hus deltog.
Jens Rye Larsen
Vis kune de seneste 10 nyheder fra Filsø
|
|
|
Fakta
Kommune: Varde Areal: 4248 hektar Ejerforhold: Aage V. Jensen Naturfond m.fl.
De tre alvorligste trusler:- Eutrofiering - Prædation - Tilgroning
De tre mest påkrævede forbedringer:- Græsning - Rovdyrbekæmpelse
Sidevisninger Denne måned: 120 Sidste måned: 241
|
|
|