Nørlund Plantage & Harrild Hede


Cypres Ulvefod marts 2008. Foto: Niels Peter Brøgger

Planter og insekter
Plettet kongepen
I 2010 er der nyopdaget 2 bestande af Plettet kongepen VU (rødlistet som sårbar) og desuden er den genfundet et sted, hvor den sidst er observeret i slutningen af 80erne. En lille art af Plettet kongepen kendes hist og her fra især kystområderne i det nordlige Jylland. Indlandsfund af planten kendes vist ikke fra de seneste par årtier, men den er måske overset nogle steder. Inde i landet er arten noget højere og kraftigere.

Ulvefod
Nørlund Plantage og hederne er hjemsted for ikke mindre end 6 arter af ulvefod og er således en af DK’s allerbedste steder for den sjældne plante ulvefod. Følgende arter er noteret og de er nævnt i rækkefølge i forhold til sjældenhed:
Almindelig ulvefod Lycopodium clavatum – nok den almindeligste art og kendt fra området i mange år. Er set ca. 15 steder.
Femradet ulvefod Lycopodium annotinum – kendt i mange år fra 2 store bevoksninger på mellem 50 – 150 m2, samt ca. 10 andre steder i mindre størrelse.
Liden ulvefod Lycopodiella innundata – måske kendt tidligere fra enkelte fugtige lavninger. Fundet 4 steder fra 2007 og frem.
Otteradet ulvefod Huperzia selago – nyopdaget i 2008 og fundet ca. 7 steder.
Cypres-ulvefod Diphasiastrum tristachyum EN (rødlistet som truet) – fundet i 2008 i flere 100 eks. på et stort hedeområde og senere i 2008 yderligere en lille bestand på 0,5 m2 en lille km herfra.
Flad ulvefod Diphasiastrum complanatum CR (kritisk truet) – fundet i 2008 og senere med min. 4 planter, hver med flere skud.
Hertil kommer at der sandsynligvis måske er op til flere varianter af hybrider mellem først og fremmest Cypres og Flad ulvefod. Af DK’s 7 arter af ulvefod mangler der således kun Dværgulvefod, der kun er fundet ganske få steder i Vest- og Nordjylland

Andre ikke helt almindelige arter:
Klokke-ensian Gentianaceae pneumonanthe - fundet i Langemose langs Hallundbæk i et ca. 500 m lang bælte.
Almindelig snylterod Monotropa hypopitys - 3 steder i plantagen
Butfinnet mangeløv Dryopteris fragrans - almindelig i fugtige områder langs Holtum Å og Kvindebæk
Hede-melbærris Arctostaphylos uva-ursi - hist og her på hederne. Set foreløbig i 5 områder.
Mangestænglet sumpstrå Eleocharis multicaulis i fugtige områder
Brun næbfrø Rhychospora fusca – i flere fugtige lavninger.
Hvid næbfrø – Rhychospora alba – i flere højmoselignende tørvegrave.

Insekter

Hedemøgbille Aphodius coenosus VU blev fundet i 2010 i kronhjortens gødning. Denne møgbille kendes fra en håndfuld lokaliteter på meget sandede jorder.

-------------------------------------------------------------

Følgende er en gengivelse fra bogen:

Nørlund Plantage og Harrild Hede - Historie og Natur

udgivet i 1993 (artiklen skrevet af Benedikt Gullach)


Landskabets tilblivelse
Harrild Hede ligger hovedsagelig på Nørlund bakkeø, dannet under den næstsidste istid.
Jordbunden er sandet, visse steder groft sandet og derfor meget næringsfattig. Materialet blev aflejret, da isen smeltede bort.
Under den efterfølgende istid lå landskabet blottet. Fra isranden, den såkaldte hovedopholdslinie (se kort), strømmede smeltevandet mod vest og gennemskar den tidligere afsatte mo-ræne og skabte hermed de bakkeøer, hvoraf Nørlund bakkeø er en af de små.
Under hele den sidste istid var bakkeøen udsat for udvaskning, hvilket har medvirket til fjernelsen af de finere, næringsrige lermaterialer og efterladt det tungere sand og grus.
I senglacialtiden under isens tilbagesmeltning, begyndte vegetationen at indfinde sig og har måttet kæmpe med sandfygning. Et vidnesbyrd herom er blandt andet indlandsklitterne og de vindslebne sten.
Kun de mere robuste pionerplanter kunne klare sig her, men efterhånden etableredes en tundravegetation, som senere blev afløst af en egentlig skov, samtidig med at klimaet blev varmere.
I begyndelsen var skoven en blandet nåle- og løvskov bestående af Skovfyr, Hassel og Birk, men efterhånden opstod en løvblandingsskov med træer som Lind, Eg, Elm og Ask.
Hvor tæt, denne skov har været på disse kanter, er svært at sige, men der har sikkert været større og mindre lysninger med moser og heder. Senere, da mennesket kom til og slog sig ned som bønder, blev skoven eller dele af den fældet, så jorden kunne udnyttes til landbrug. Efter endt dyrkning sprang mange af markerne i lyng.
På et tidspunkt i midten af 1700-tal-let var mere end 50% af Midt- og Vestjylland dækket af hede.
Under opdyrkningen af hederne opstod der påny sandflugt, og nogle af de nuværende indlandsklitter på Harrild Hede er sikkert opstået i denne periode.
Mange steder søgte man at dæmpe sandflugten, men det lykkedes ikke altid, og bønderne blev fortrængt. Det skete også på Harrild Hede.
Med Hedeselskabets grundlæggelse i 1866 begyndte en systematisk opdyrkning af hederne, og som den tog fart, opstod tanken om at bevare særlig naturskønne dele af Harrild Hede.
Men fredningen af de jyske heder skabte uforudsete problemer, idet mange af de anlagte plantager med tiden førte til en opvækst af træer i hederne, stammende fra frø fra plantagetræerne. Hele denne problematik skal vi dog ikke komme nærmere ind på her, selvom den også har præget forholdene på Harrild Hede. Det kan blandt andet ses ved at sammenligne billeder fra fredningstidspunktet med den nuværende situation.


Hedens planteliv
I dag domineres Harrild Hede af tre plantearter - Hedelyng, Revling og Bølget Bunke.
Men indimellem vokser Melbærris på de lidt tørre steder. Tyttebær er ikke særlig udbredt, og det samme gælder Blåbær og Mosebølle, som især træffes på de mere fugtige dele af heden. Den smukke Guldblomme blomstrer enkelte steder midt på sommeren, og i nogle få områder er der truffet Plettet Gøgeurt.
Flere steder ser lyngen ud til at være trængt af de to andre planter. Hvad grunden kan være, er svært at sige.
Tidligere blev hederne afgræsset og slået med le eller brændt af. På den måde blev de holdt unge.
Det viser sig nemlig, at i en alder af omkring tyve år er lyngplanterne udlevede, men de mange lyngfrø har meget svært ved at spire i den gamle lyng, da de kræver lys for at kunne spire. Spiring i større udstrækning finder derfor først sted, når den gamle lyng forsvinder, for eksempel ved en brand. Sker det ikke, vil Revling og Bølget Bunke ofte brede sig på lyngens bekostning - i hvert fald for en tid.
Ved en afbrænding kan der dog i en periode blive overvægt af Bølget Bunke, men normalt vil lyngen efter en årrække tage over, men det er tilsyneladende en hårfin balance, der afgør, om det bliver det ene eller det andet.
På den anden side er en hede, fuld-
stændig domineret af Hedelyng, heller ikke ønskværdig, da den er yderst monoton og kedelig at færdes på. Det er netop den varierede hede, som har sin charme.
Det er også den hedetype, der danner grobund for et varieret dyreliv. Jo mere vi nærmer os den rene lynghede, desto artsfattigere bliver eksempelvis insektlivet.
Ofte hører man, at hedeplanterne er tilpasset livet på hedejorden. Det gælder for eksempel bladbygningen hos Hedelyng og Revling. Deres blade er bygget til at kunne tåle tørke. Det betyder ikke nødvendigvis, at planterne er specielt tørkeelskende, snarere tværtimod. Lyngplanterne hører hjemme i et atlantisk klima med fugtige somre og milde våde vintre, hvor det ikke er specielt tørkeperioder, der er et særkende. Men når der ind imellem optræder længere tørkeperioder, betyder det, at planterne på grund af den nævnte tilpasning er i stand til at overleve og derfor præge vegetationsbilledet.
Hvor jordbunden er mere fugtig, afløses de traditionelle hedeplanter af andre som Klokkelyng, Rosmarinlyng og Tørvemos, der sammen med Tranebær og den kødædende plante Soldug skaber et særligt hedemosemiljø. Disse planter finder vi f.eks. nær Kvindebækken og omkring de små vandansamlinger, der findes hist og her på heden. På de udpræget tørre steder som i indlandsklitterne er der en helt anden flora, præget af Engelsk Visse, Blåmunke, Gyvel, Sandstar og forskellige meget tørketålende mosser og laver.


Hedens insekter
Besøger vi Harrild Hede i sensommeren, vil vi ofte se nogle gråhvide kokoner i toppen af lyngrisene, hvor de sidder og glimter i solen. Det er kokonerne af Lyngens Penselspinder.
Sommerfuglen er ikke særlig iøjnefaldende, men biologisk set er den meget interessant.
Hannen er brunlig med to lyse pletter på forvingerne. Vi kan møde den flyvende i det tidlige efterår. Hunnen derimod er vingeløs og forbliver efter klækningen i sin kokon og opsøges her af hannen, der parrer sig med hende. Kort efter dør hun i kokonen, og de befrugtede æg overvintrer i hendes krop. Hannerne tager kulden sig af.
Mig bekendt er der ikke foretaget systematiske indsamlinger af insekter på Harrild Hede, og der foreligger ingen offentliggjorte lister over insektlivet.
Selv har jeg på mine vandringer iagttaget en del insekter. Et af de smukkeste er Natpåfugleøje.
Sommerfuglen ser man sjældent, da den, som navnet siger, kun er fremme i de mørke timer. Men den store grønne larve med de stive børster kan man af og til finde på lyngbuskene, og nær ved jordoverfladen omkring grunden af lyngbuskene forpupper den sig i sin brune kokon.
Egespinderen, Græsspinderen og Brombærspinderen ses også på de midtjyske heder. I dagtimerne er det mest larverne, man ser.
Den voksne Egespinder kan variere utrolig meget i farvetegning, så meget at man skulle tro, at det drejede sig om forskellige arter. Farven kan variere fra lys brun over mørkebrun til næsten olivengrøn - noget der er blevet iagttaget gennem talrige klækningsforsøg, hvor man fodrede larven med forskellige foderemner, før den forpuppede sig. Alt efter foderemnet, fik de voksne sommerfugle forskellige farver.
Jeg har ikke selv set Egespinderen på Harrild Hede, men har fundet larven af Græsspinder nær Kvindebækken en enkelt gang, samt larven af Brombærspinderen adskillige gange. Den kendes på sin lyse gyldne farve afbrudt af mørke ringe langs hele kroppen.
Den rødfrynsede Bjørnespinder har jeg iagttaget flyvende et par gange i området nær Røgeltop.
Ejendommelig blandt de såkaldte nat-sværmere er Gammauglen, der flyver om dagen og er meget almindelig i vore hedeegne - også på Harrild Hede. Den har fået navn efter det hvide tegn på forvingerne, der ligner det græske bogstav gamma.
Lynguglen er ligesom Gammauglen en dagflyver. I farvetegning falder den utrolig godt sammen med den blomst-rende lyng, og larven ligner en lille lyngkvist og sidder ofte i de yderste grene af lyngen, hvor den er godt kamufleret.
Den flyver i to generationer, hvor den første generations larver er knyttet til Blåbær, mens den senere generation flyver samtidig med lyng-ens blomstring.
Jeg har set den på andre midtjyske heder, men ikke på Harrild Hede.
Spidsvingemålerne er små sommerfugle, som til stadighed jages op, når man færdes gennem lyngen. Så snart de sætter sig til hvile i lyngen, er de meget svære at få øje på.
De forskellige arter er meget vanskelige at skelne fra hinanden, da de er meget ens i deres grålige og brune farvetegninger. Det gælder især de to almindeligt forekommende arter Ortholitha mucronata og plumbaria (har ingen danske navne), der da også længe blev betragtet som samme art.
Den ene flyver fra maj til juni, mens den anden flyver fra slutningen af juni til midten af august. De overlapper hinanden i juni, men kan da normalt kendes fra hinanden på, at den ene er laset og affløjet, mens den anden er nyklækket og frisk.
Sammen med de to spidsvingemålere må også nævnes selve Lyngmåleren. Den er almindelig på alle vore heder og op-træder i flere generationer i løbet af sommeren.
Blandt køllesværmerne kan man møde to arter på Harrild Hede. Det er Stor Køllesværmer og Seksplettet Køllesværmer. Det er metalskinnende sommerfugle i grønne, røde og hvide farver. Navnet har de fået på grund af følehornenes udformning. De er dog ikke specielt knyttet til hedens planter, da larvens foderplanter (Kløver, Vikke og Kællingetand) ofte findes udenfor hederne. Den sidste træffer vi dog almindeligt blandt hedens planter, især langs hedeveje og -stier.
De gule pergamentagtige kokoner ses jævnligt på græsstrå af Bølget Bunke eller i spidsen af lyngrisene.
Af andre gæstende sommerfugle har jeg truffet Tidselsommerfuglen en enkelt gang i sensommeren på den blomstrende lyng. Det er anden generation, som er klækket herhjemme. Den første generation kommer hvert år flyvende hertil fra Nordafrika og Sydeuropa. Arten er en udpræget vandresommerfugl, men kan dog under gunstige forhold overvintre som voksen i Danmark.
I randzonerne af Harrild Hede, hvor der er en mere yppig vegetation, møder vi Dukatfugl, Ildfugl og forskellige arter af blåfugle. Af og til flyver de ind over hederne, men hører ikke specielt hjemme her. Det samme gælder Spætvinger og den lille Perlemorsommerfugl. Inde over de åbne hedeflader flyver de sjældent.
Blandt de enligt levende bier kan vi møde Silkebier, Vejbier og Jordbier. De første bygger ikke rede på heden, men eksempelvis i husmure og søger blot nektar og pollen på hedens planter. De to andre grupper bygger ofte deres reder i de hårdttrampede hedestiers sand. Det er ligesom hos gravehvepsene hunnernes arbejde alene at sørge for afkommet.
Ofte ser man hele kolonier på vejene. Det er ikke fordi bierne er sociale, men fordi stedet passer dem. Den enkelte hun sørger hver for sit eget afkom. Flere af arterne flyver på de blomstrende piletræer i det tidlige forår, og her kan vi møde dem langs Kvindebækken og Holtum Å.
Men vi møder også den sociale Honningbi på Harrild Hede. Det skyldes ofte, at biavlerne sætter deres stader op i nærheden eller på selve heden for at få del i den eftertragtede lynghonning. Ellers er det kun Humlebierne, vi finder blandt de sociale bier.
Blandt gravehvepsene er Sand- og Vejhvepsene de almindeligste. Som de enligtlevende bier mødes de kun i parringstiden, hvorefter det er hunnens opgave at sørge for afkommet.
Reden graves ud i sandet, hvor det er nogenlunde fast. I modsætning til bierne er hvepsene rovdyr og forsyner deres afkom med dyrisk føde af forskellig art.
Hos Sandhvepsene er det især sommerfuglelarver, mens Vejhvepsene bruger edderkopper som bytte. Byttet transporteres gående hjem til reden.
Mange adfærdsforskere, fra franskmanden Fabre til de hollandske forskere Tinbergen, Baerends og Adriaanse, har studeret Sandhvepsenes adfærd. Man har været meget interesseret i, både hvordan byttet behandles af moderhvepsen, og hvordan hun finder tilbage til reden efter jagten - om hvepsen handler rent instinktivt, om den kan lære eller om dens adfærd er en kombination af begge dele.
For den, der ønsker at bidrage til denne forskning, er der rig lejlighed til at studere dyrene på vore heder - også Harrild Hede.
I sensommeren træffer vi en gravehveps af et helt andet udseende. Den er sort med gule tegninger på bagkroppen. Den optræder næsten til frosten kommer i oktober, og vi kan passende kalde den for Sildig Gravehveps. På latin hedder den Mellinus arvensis.
Dens rede findes ofte ved grunden af lyngbuskene langs med stier og veje. I modsætning til Sand- og Vejhvepsenes rede er reden hos denne hveps let at finde på grund af den ofte vulkanagtige sandkegle, der findes ved boets indgang.
I fødebiologi og -adfærd afviger den også fra de førnævnte hvepse, idet den fanger fluer, som den transporterer flyvende, fastholdt mellem benene. Selve boet adskiller sig også fra de andres, ved at hovedgangen indeholder flere sidegange med redeanlæg.
Også billerne er talrigt repræsenteret på Harrild Hede. Her falder især de livlige og farvestrålende sandspringere i øjnene. Nogle er irgrønne, mens andre har mere afdæmpede farver. Det drejer sig især om arterne Markspringer, Brun Sandspringer og Skovsandspringer; den første er den mest almindelige.
Fælles for dem alle er, at de er grådige rovdyr, både som larve og som imago (voksent insekt).
I forsommeren kommer de overvintrende hunner frem og får travlt med at sikre den næste generation, der bliver til biller, når sommeren er ved at være forbi.
I den mellemliggende periode har de levet som larver i dybe rør, som de har gravet på steder, hvor sandet er fasttrampet.
Nede i røret sidder larven og venter på sit bytte. Når det kommer for tæt på rørets munding, griber larven det med de kraftige kæber og trækker det ned i røret, hvor det fortæres. Føden består af insekter og edderkopper, som kravler rundt på overfladen.
Er man tålmodig, kan man somme tider være heldig at få larven at se ved at stikke et græsstrå ned i røret. Larven vil da gribe om strået, og med et snuptag kan man hive larven op af røret, hvis den ikke når at klemme sig fast i gangen.
Larvens eneste fjende er hunnen af den lille Myrehveps. Den er vingeløs og kravler omkring for at finde en sandspringerlarve, som den uskadeliggør med sin giftbrod, hvorefter den lægger sit æg på larven, der så tjener som føde for dens afkom.
Den har specialiseret sig i at nedlægge sandspringerlarver og undgår instinktivt de faretruende kindbakker hos sandspringerlarven.
Jeg har set denne hveps en gang på Harrild Hede på en sti nær Kvindebækken.
Til sidst skal nævnes Lyngens Bladbille, vel nok det mest tilpassede insekt til heden og en af dens karakterplanter.
Når forårsvarmen begynder at slå igennem, kommer de frem fra deres vinterhi i lyngskjoldet for at parre sig og lægge æggrundlaget for sommergenerationen. Hver hun lægger nogle få hundrede æg, og de første larver begynder først på sommeren at æde af lyngens blade. Midt på sommeren forpupper de sig under mos og lav i lyngbunden. Nu har lyngen fred i et par uger, men når de nye biller kommer frem, kaster de sig over lyngens friske bark og blade med en glubende appetit. Ofte sidder billerne så tæt, at de helt kan afløve lyngplanterne, og på kort tid får lyngen et trist udseende, der viser sig som brune pletter i en ellers grøn lynghede.
Når temperaturen falder, daler også billernes ædeaktivitet, og de begynder at gemme sig i lyngskjoldets morlag, hvor de kan klare sig selv i strenge vintre.
Gammel lyng eller lyng, der af en eller anden grund trives dårligt, er særlig udsat, og da mange af vore heder, også Harrild Hede, er inde i en slags "forfaldsperiode", rammer angrebene hårdt sammenlignet med tidligere, hvor hederne blev holdt unge gennem stadig brug til græsning for kreaturer, og hvor de blev slået til vinterfoder eller blev brændt af, når de blev for gamle.
Om årsagerne til billernes masseoptræden er der delte meninger. Nogle mener, at fugtighed i det tidlige forår og i forsommeren er gunstigt for billerne, mens andre henviser til sensommertørke som en væsentlig faktor. Men endnu mangler vi det rette svar trods ihærdige undersøgelser.
Opgaven må være at finde andre bekæmpelsesmetoder, som kun rammer lyngbillerne. Det bedste vil imidlertid være at holde hederne i en sådan stand, at de selv kan modstå angrebene. Heden og Lyngens Bladbille hører nu en gang sammen.
Lokale entomologer burde øge indsatsen for at fremme kendskabet til hedens insektliv i særdeleshed på de mange fredede heder, herunder Harrild Hede.
Den store engelske naturhistoriker Gilbert White siger et sted i sin berømte bog "Selborne - et sogns natur og fugleliv", at "Naturen er så rig, at den egn, der er bedst undersøgt, ofte viser den største mangfoldighed" - eller sagt på en anden måde, naturen rummer mere end vi umiddelbart aner - en væsentlig grund til at gå på opdagelse i den og passe bedre på den.





Fakta
Kommuner: Herning, Ikast-Brande
Areal: 3302 hektar
Ejerforhold: Miljøministeriet

De tre alvorligste trusler:
- Dræning
- Tilgroning

De tre mest påkrævede forbedringer:
- Ekstensiveret svinehold
- Vandstandshævning
- Øget afgræsning

Sidevisninger
Denne måned: 189
Sidste måned: 376

Forrige lokalitetLink til denne sideNæste lokalitet